Fhv. Smed CHRISTIAN OLSEN (85 år), f. d. 8/1 1839 i Palleshave. Fader: Husmand Ole Christensen og Moder: Kirstine Christensen.

Jeg blev indkaldt og meldte mig d. 5 Jan. 1864 ombord på logiskibet ”Dronning Marie” i København og kom derfra ombord i Fregatten. Niels Juel ". De tre Skibe, ”Niels Juel ”, ”Jylland” og ”Hejmdal” under Kommando af Orlogskaptajn Suenson, forlod dagen efter København og gik nord på op til Arendal i Norge. Der lå vi et par dage, så ud i Nordsøen, og så hele vintrene lå vi og krydsede i Nordsøen ned ad Vesterhavet og ud i kanalen mellem England og Frankrig. Vi skulde jo kapre alle de tyske skibe, vi kunde få fat på, og vi tog temmelig mange. Ja, det var et rent eventyr, når vi kom på jagt efter disse skibe. Når vi fik sådant et skib i sigte, kunde vi jo ikke se, om det var tysk eller svensk; men så blev der affyret et løst skud fra en kanon. Det var signal! til, at de skulde hejse deres flag; men var det et tysk skib, så hejste de altid et norsk flag; men det vilde Suenson ikke nøjes med, så blev der affyret et skud til, det var signal til, at de skulde stoppe. Vi vilde så ombord til dem og se deres papirer, og var det så et norsk skib, så var der jo ikke noget at gøre, "Vær så god at passere; ” men var det et tysk skib, blev det jo besat og ført til København. Tyskerne havde jo også en eskadre på 3 skibe, ligesom vi, og vi så dem jo flere gange; men hver gang de fik os at se, gik de deres vej!

Men så hen på foråret fik de jo forstærkning af 2 østrigske Fregatter ”Schwarzenberg” og ”Radetzky”; så mente de, at nu kunde de nok klare dem, og de udtalte, at nu skulde de nok rense Nordsøen for de danske skibe. Så den 9. maj fik vi dem at se igen, og da vilde de nok hilse på os. Da Suenson så det, kaldte han alle mand på dækket og holdt en lille tale til os, og den lød således: "Danske Gutter! Skibene vi ser forude, det er den preussiske flåde, som nu længe har gået her i farvandet og luret på os. I dag træffer vi ham nok, men vi kommer jo til at tage en bastille med ham. Vore brødre til lands de har nu længe stridt og kæmpet og været pint og plaget af den røvende og plyndrende fjende og mange har måttet bløde. Lad os nu forsøge at hævne deres blod, og nu stoler jeg på Jer gutter, at i alle i farens stund vil gøre eders pligt." Derpå lød et vældigt hurra fra hele mandskabet, men Suenson afbrød os og fortsatte. ”Ja, det glæder mig, at i er ved godt mod, men endnu har vi Intet at glæde os over; men jeg vil nu bede eder alle om, at I med ro og alvor vil tage fat på den farefulde gerning, som forestår os, men lad os ikke glemme, at vi har en gud her oventil, som styrer og regerer alt, og uden han tillader det, vil ikke et hår blive krummet på vore hoveder. Lad os slå vor lid til ham og stole på ham og vor retfærdige sag, så kan vi også stole på, at vi nok skal bringe sejren hjem." Så blev blodflaget hejst, og så begyndte fjenden at skyde, og før vi begyndte at skyde, faldt den første mand ombord på ”Niels Juel ". Det var en kadet, som stod på dækket med sin kikkert for øjet og fulgte fjenden. En kugle tog hans ben. Det var en Grev Tramp. Kl. 1 om eftermiddagen skød vi, som bekendt, lid i den store østrigske fregat ”Schwarzenberg”, og så var det forbi. Han drejede skuden rundt og gik ind under Helgotand. Vi havde på ”Niels Juel” 3 faldne og nogle sårede, på ”Jylland” var 12 faldne og nogle sårede, på ”Hejmdal” blev 1 mand let såret. Da slaget så var forbi, gik vi nordpå op til Kristiansand i Norge, der skulde de faldne begraves. Den 10. maj blev det jo våbenhvile den 15. maj blev alle de faldne begravede; de blev lagt i en fællesgrav, og der var et stort ligfølge, det talte i tusinder af mennesker, og der var måske 20 præster tilstede, og flere af dem holdt taler ved graven, og den ene sluttede sin tale således: ”Disse dyrebare levninger vil ikke blive ladt tilbage iblandt ligegyldige fremmede; men de vil hvile iblandt slægt og venner, som med kærlig deltagelse i Danmarks ve og vel vil frede om dets faldne sønners støv og velsigne deres minde". Efter begravelsen lettede vi anker for at gå hjem til København, og den 17. maj middag kastede vi anker på Reden, og Kongen kom straks om bord på ”Niels Juel". Han omfavnede Suenson, og de havde en lang samtale. Hermed vil jeg slutte med en venlig hilsen til alle Marineveteranerne.

Den gamle smed, der havde nr. 227 i fregatten, har en udmærket hukommelse, men desværre hændte der ham følgende, som han fortæller i et vedføjet brev. - Under slaget fik jeg skade på min hørelse, trommehinden tog skade, og blodet flød ud af venstre øre, men det højre fejlede dog intet, men på venstre øre har jeg været fuldstændig døv siden den dag, og efter nogle års forløb blev jeg også døv på højre øre, og nu har jeg i over 30 år været fuldstændig døv, og da jeg således har mistet en af mine bedste sanser, har jeg søgt om Invaliderende, men jeg får Intet. –

Fhv. Fiskeriforpagter PEDER CHRISTIANSEN (82 år), f. d. 23/9 1842 på Wedellsborg. Fader: Christian Christiansen. Moder: Kirsten f. Larsdatter.

Efter at være hjemkommen fra en rejse med en Hamborger bark til den Meksikanske kyst i september 1863, blev jeg indkaldt til orlogs i december og kom straks ombord i Fregatten ”Niels Juel". I februar blev fregatten udkommanderet på et krydstogt i Nordsøen. På Doggersbank kaprede vi en prøjsisk bark, og jeg blev sammen med 4 kammerater og reserveløjtnant Kristensen sendt ombord i den for at sejle den til København. Efter en hård rejse, hvor vi under Jyllands kyst fik en storm, så at en del af rejsningen gik over bord, nåede vi København med den først i marts. Først i april kom "Niels Juel” tilbage fra sit togt, og jeg sammen med de øvrige, der sejlede prisen hjem, og som havde ligget på logiskibet, kom da ombord i fregatten igen. Kort tid efter gik eskadren ”Niels Juel”, ”Jylland” og "Hejmdal” igen ud på togt i Nordsøen og traf ved middagstid den 9. maj østen af Helgoland den forenede prøjsiske og østrigske eskadre. Da skibet var gjort klart til kamp, holdt den afholdte Eskadrechef, Kommandør Suenson, en kort tale til sin besætning og udtalte, så vidt huskes: "Her har vi fjenden, som længe har pint og plaget vort Fædreland, men når hver mand gør sin pligt, håber jeg vi klarer ham." Kampen indlededes af Østrigerne med deres langtrækkende kanoner. Under træfningen stod jeg ved kanon nr. 6 på batteriet, og snart var det hele indhyllet i krudtdamp så der derfra ikke havdes nogen klar oversigt over fjendens stilling. Under kampen kom batterichefen, Løjtnant de Coninck, hen til kanon nr. 6 og sagde til kanonkommandøren: Lad mig få fat og se om jeg kan ramme de Satans Prøjsere, ” hvorefter han skød; om han ramte, ved jeg dog ikke. Men at vore skibe ellers ramte ganske godt, er jo udfaldet et godt bevis for. Da der omsider gik Ild i ”Schwarzenbergs” forrig, blev det hilst med et rungende Hurra fra "Niels Juel". Efter at fjenden havde taget flugten, og vi forfulgte dem, var det ikke muligt fra portene på batteriet at se dem, hvorfor jeg kravlede ud på et af kanonløbene, da jeg nok havde lyst at se, hvor de blev af, men at der ikke var helt sikkert at opholde sig, fik jeg snart bevis for, da der kom en kugle svirrende tæt forbi ørene af mig. Nå, de løb jo imidlertid fra os ind på neutralt gebet ved Helgoland, og efter at vi havde ventet nogle timerstid på, om de skulde komme ud til os igen, satte vi kursen til Kristianssand, hvor de sårede kom i land og de døde begravedes, hvorefter vi sejlede til København, hvor hele flåden samledes både Nord- og Østersøeskadren.
Den samlede flåde gik derefter ud og lå en halv snes dage i Langelandsbelt i nærheden af Gulstav. Vi blev så med. Niels Juel” sendt til Glasgow med mandskab til en der for dansk regning under krigen bygget Panserfregat. Danmark". Hjemkommen derfra i efteråret 1864 blev jeg hjempermitteret. Efter igen at have sejlet til koffardies en tid, blandt andet en rejse til Brasilien, gav jeg mig til at fiske og over tog min faders forretning i 1877, som forpagter af ålefiskeriet under Wedellsborg Hovedgaard, som jeg drev, til jeg i 1909 afstod det til min brodersøn, hos hvem jeg siden har opholdt mig. Mit helbred er godt, og jeg er stadig beskæftiget, særlig med netbinding.

Fhv. Tømrer RASMUS HANSEN (83 år), f. d. 30 / 6 1841 i Tullebølle. Fader: Mads Hansen. Moder: Johanne Hansen.
Var med i slaget ved Helgoland i Fregatten ”Niels Juel", men erindrer ikke mit skibs-nr. Under slaget eksploderede en granat på dækket og en splint ramte mit ene øre, men jeg blev på min post.

Fhv. Smedemester NIELS JENSEN (85 år), f. d. 21/8 1839 i Gjesing - Bryndum Sogn. Fader: Jens Christensen, Moder: Ellen. Dannebrogsmand.

Indkaldtes til marinen 4. jan. 1864 og kom med fregatten "Niels Juel". Fik skibs-nr. 254 og var ammunitionslanger. Vi gik ud tilsøes og skulde ligge og optage tyske skibe, som sejlede i farvandet. Jeg husker, at jeg var med en hjem til København. Vi sejlede omkring i et par måneder. Så fik vi ordre til at gå. Op mod ”Helgoland”, hvor vi skulde møde fjenden. Det var den 9de maj, vi fik kig på dem; det var en topsgast, der råbte ”En Sejler i Læ!" Men kaptajnen svarede: Det er. ”Løgn din Fæ!" Det var ved 10 og 11 tiden, da blev der givet en snaps, og derefter holdt Admiral Suenson en tale, nu vilde han håbe, han havde nogle raske gutter, og tage godt sigte, så skulde det nok gå os godt. Så blev der gjort. ”Klart Skib". Det var så henved kl. 1, at. ”Schwarzenberg” kom os så nær, at vi kunde begynde at fyre. Han gav os først et par salver. Der stod en kadet ved falderebet med en kikkert, der kom så en kugle og tog hans ene ben, så kom der varme i blodet, så blev der kommanderet ”Fyr”, så gik alle kanoner med et salve. Det gav ”Schwarzenberg" en vandskade, at han måtte hale alle kanonerne over i den modsatte side, og i det samme fik han en granat skudt ind i fokkesejlen, så at sejlene brændte, så strøg han flaget og satte kursen mod Helgoland og ”Radetzky” bagefter. Der var også 3 kanonbåde, den ene fik den ene hjulkasse skudt bort, dermed var de så færdige, så var bataljen endt. Så satte vi kursen efter Norge med de sårede og døde til Kristianssand, og så dagen efter sejlede vi til København. Da vi kom der, blev der gjort stor stads, der blev hejst Dannebrog og alle signalflag, alle fuldbefarne blev stillet op på ræerne, og der blev skudt med kanonerne. Og så kom Kong Christian om bord, og han gik hen til admiralen og hængte ham en hvid rem over højre skulder, jeg ved ikke, hvad den kaldes, så gik kongen ned at se til de sårede.

Jeg kom i smedelære, da jeg var 15 år, og arbejdede som svend i 12 år. I 1867 blev jeg gift og kom så til Jerne, hvor jeg fik en værksted. Jeg havde ikke mange penge at begynde med, da jeg som svend kuns havde en løn af 2 daler om ugen, men jeg havde fået en lån på 12 rigsbankdaler, og jeg måtte jo hænge i, men jeg havde da arbejde nok, og det gik godt fremad med årene. Efter 25 års forløb havde vi en landejendom til 3 å 4 køer og en hest. Da vi så havde været i Jerne i 38 år, blev jeg lammet af gigt, så måtte vi sælge ejendommen og flyttede så til Esbjerg, hvor vi nu bor.

Fhv. Skibsbygger SVEND JENSEN (86 år), f. d. 3L/8 1838 i Sundbyøster på Amager, Fader: Skibstømrer Jens Pedersen, Moder: Christiane f. Frydendal. Dannebrogsmand.

I anledning af Deres ærede skrivelse skal jeg prøve på at friske de gamle minder lidt op fra slaget ved Helgoland den 9.maj 1864. Jeg kom ombord i Fregatten ”Niels Juel” den 15. december 1863, og kom til at gøre tjeneste som helbefaren skibs nr. 199 og sluproer i styrbords slup. Under slaget hørte jeg ikke til nogen kanon, men hørte med til sejls regeringen og var krydstopsgast og fast rorgænger. Min plads var på agterdækket, og jeg stod ganske nær ved Grev Tramp, da en kugle kom ind af styrbords faldereb og tog hans ene ben. Vi så kødstumperne sidde langs op af stormasten. Jeg var med til at føre ham ned på banjerne. Han var, så vidt jeg husker, den eneste hårdt sårede på dækket. Efter slaget gik vi jo så til Kristianssand og begravede de døde under meget stor deltagelse af befolkningen. Vi kom så til København i Pinsedagene, og da så Kommandør Suenson gik om bord i Krydserkorvetten ”Dannebrog", tog han sine sluproere med sig, og jeg blev da permitteret den 21. december 1864, da ”Dannebrog" strøg kommando.

JAKOB PEDER JENSEN (82 år), f. d. 9 /i 0 1842. Fader: Jens Nielsen Kloumann, Moder: Anemargrethe Jacobsdatter. Dannebrogsmand.

Mit første togt var med Fregatten ”Niels Juel” som hørende til prisemandskabet. Vi holdt blokade i Vesterhavet ”Niels Juel", "Jylland” og ”Hejmdal”, så vidt jeg husker, styrede vi syd- sydvest og observerede da røg forude og styrede så efter denne, og vi så nu en flådestyrke bestående af 3 tyske kanonbåde og 2 østrigske Fregatter. Der blev blæst ”Klart Skib” hos os, og vi lagde os i slagorden, derpå åbnedes Ilden fra begge sider. Kort efter slagets begyndelse, grundskød vi ”Schwarzenberg" 37 og skød Ild i hans fokkemast. Han måtte lempe sine batterier over i den ene side for at holde sig oven vande. Efter dette gik ”Radetzky” op for at dække ham og gjorde derved en meget glimrende manøvre, som jeg aldrig før har set magen til. - Jeg har hørt, at Kommandør Suenson senere har truffet chefen for ”Radetzky”, og denne skal da have trykket Suenson i hånden og rost den danske flåde og omtalt, at de 2 forenede skibe da fik det glatte lag. Under slagets gang så det ud til, at de tyske skibe vilde ind under vore batteriers Ild for derved at komme os på nært hold, men vor snarrådige Kommandør Suenson gav da ”Hejmdal" ordre til at sakke agterud og tage sig af dem, hvilket den også gjorde med et udmærket resultat, idet den derpå sendte en regn af granater ned over dem, så at de straks tog fugten. Vi havde mange træffere under slaget, så det så ud, som vi skulde tage den fjendtlige flådedeling til prise, men de nåede ind under Helgoland, som da var under engelsk herredømme, så vi måtte opgive forfølgelsen. Derefter gik vi til Kristianssand i Norge med de døde og hårdtsårede, medens de letsårede toges med til København. Hans Majestæt Kong Christian den Niende kom ombord og holdt en takketale til os, roste vort mod ”som tapre, danske matroser". Derefter var vi nogle, som blev overflyttede sammen med vor tapre og dygtige Kommandør Suenson, under hvem jeg gjorde tjeneste i ”Dannebrog” Krigen ud som topsgast. Vi traf ofte Tysken, men han flygtede, før vi kom ham på Skud.

PETER CHRISTIAN JOHANNESEN (83 år), f. d. 17/5 1841. Fader: Johannes Knudsen, Moder: Martha f. Andreasdatter. Dannebrogsmand.

Jeg var ombord i Fregatten ”Niels Juel” som halvbefaren nr. 144, var ansat ved kanon nr. 4 på dækket, venstre lader, ved sejlsregering store gaffelsejl. Efter påske blev vi tilligemed Fregatten ”Jylland” og Korvetten ”Hejmdal” sendt ud i Nordsøen for at blokere Elbmundingen, og da der i begyndelsen af maj var meddelt, at østrigske krigsskibe var blevet observeret i kanalen, blev alt om bord gjort klart til at møde disse. Da vi nu formiddagen d. 9. maj i nærheden af øen Helgoland så fra foremærs to store røgsøjler og et kvarters tid efter tre mindre, blev det fra officererne meddelt mandskabet, at det var fjendtlige skibe, som vi nu sejlede i møde og skulde i kamp med. Eskadrechefen lod nu sammenkalde hele skibsmandskabet for at meddele, At vi nu sejlede fjenden imøde for at kæmpe for vor Konge, vort Fædreland og vort Flag, og tage hævn for al den ulykke og vold fjenderne havde ført over vore landsmænd inde i land. Således var omtrent Indholdet af hans korte tale, og han udtalte håbet om, at hver mand nu vilde gøre sin pligt. Mandskabet besvarede hans tale med et rungende Hurra, som chefen dog bad os om at vente med, til slaget var endt! Hver mand var fuld af Iver og kamplyst, og kursen blev sat lige mod de fjendtlige skibe, ”Niels Juel” forrest med "Jylland” og ”Hejmdal” i sluttet kjølvandslinie. De østrigske skibe ”Schwarzenberg” og ”Radetzky” gik også frem i kjølvandslinie, medens de 3 tyske skibe holdt sig på afstand. Schwarzenberg” åbnede kampen, men på så lang afstand at dens kugler kun nåede godt halvvejen. Hos os lød ordren på, at vi kun skulde skyde, når vi havde nogenlunde godt sigte, derfor gik der nogen tid, inden vi fik begyndt, så Grev Tramp blev såret, inden vi fik løsnet et skud. Endelig blev da kanonaden almindelig fra begge sider, og det viste sig, at de mange daglige øvelser, vi havde haft, bar gode frugter; alt gik med mønsterværdig præcision. Midt under kampen drejede Schwarzenberg” pludselig sin stævn lige ind på os, hvilket bekom ham meget ilde, thi nu fik han langskibs skud fra alle danske Skibe, så han skyndsomt måtte tage næsen til sig igen. Derved kom begge skibsrækkerne til at følges side om ide, og der vankede ”glatte Lag” i hurtige tempi. Så vidt man kunde se, skød de fjendtlige skibe stadig for højt, så det var vore skibes takkelage, der led mest skade. Da endelig Ilden brød ud i ”Schwarzenberg"s rigning, blev den nødt til at søge ind i neutralt farvand ved Helgoland, og kampen var endt. Skønt man ikke kan sige, at vor sejr var fuldstændig, så var det dog en smuk våbendåd for den danske sømagt, som Chr. Richardt skriver i sit digt om Helgolandsslaget: "Det var os, der turde jage, det var dem, der måtte fly."

Krigsassessor PETER FREDRIK FERDINAND LUND (81 år), f. d. 29/9 1843 i Nyboder, København. Fader: Kvartermand i Marinen Niels Peter Lund, Moder: Caroline Amalie f. Classen. Dannebrogsmand.

Jeg kom ud med Fregatten "Niels Juel". Det var for mig klart, at skulde vi komme i kamp med de forenede tyske og østrigske orlogsskibe, som vi kunde forvente at træffe, vilde vi blive dem en hård modstander, fordi fregatten havde været under kommando fra 15. dec. 1863 og således havde en lang uddannelsestid både i sømandsmæssig og i sømilitær henseende. Fregatten blev i begyndelsen af januar måned beordret til ved krigens udbrud at udføre blokadetjeneste i Nordsøen med station i Kristianssand. I 3 måneder varede denne blokadetjeneste, hvorefter vi ankom til København for at komme i dok og at få udbedret nogle forskellige havarier. 1 april måned I 1864 dannedes nordsøeskadren og afsejlede straks efter til Nordsøen, hvor der afholdtes forskellige øvelser og evolutioner. Da vi ankom på højden af Horns Rev, faldt vi i med den engelske Fregat ”Aurora”, der meddelte, at den havde observeret 2 østrigske fregatter og 3 tyske fartøjer, der havde kurs mod Elben for at tage station ved Cuxhaven. Dette var søndag d. 8. maj. Efter disse oplysninger stod eskadren syd på, for den næste morgen at anløbe vesterhavsøerne. Vejret var smukt, næsten stille. Kaptajnløjtnant Hammer kom om Bord; også han var vidende om de fjendtlige skibes ankomst til Elben. Eskadren satte derefter sejl efter Helgoland. Nu kunde vi næppe undgå kamp. Der gik fra nu af en rolig, men tillidsfuld stemning mellem besætningen, og tilliden voksede ved efterretningen om, at fjenden var os ikke overlegen men omtrent jævnbyrdig. Ved middagstid opdagedes røgen af de østrigske fregatter, og senere kom de 3 tyske kanonbåde i sigte, så øjeblikket nærmede sig, da vi med ære og held skulde kæmpe for vort kære flag. Sejlene blev beslåede. Signalet ”Klart Skib” blev blæst, og jeg mindes endnu den ro og iver, hvormed skibet blev sat i krigsberedt stand. Da alt var klart, kaldte eskadrechefen mandskabet agterud og udtalte med høj røst: ”Folk! Der har vi østrigerne og tyskerne; lad os alle gøre vor pligt og hævne vore tapre kammeraters forsvar af Dybbøl!" Omtrent kl. 1 begyndte kampen. Betjeningen af kanonerne gik med liv og lyst, og humøret kulminerede, da det opdagedes, at ”Schwarzenberg"s forrig brændte, hvad der bevirkede, at han måtte dreje af for vinden og søge ind på neutral grund ved Helgoland. De danske skibe fulgte efter med fuld kraft på maskinen og under stadig skydning, indtil den engelske Fregat. Aurora” lagde sig på den neutrale grænselinje. Så lød Signalet: ”Hold inde med Skydningen." Kampen var endt! Denne kamp gik ikke af, uden at nogle af de unge og djærve kammerater på deres post fandt døden eller blev hårdt sårede, så de senere led en smertefuld død. Hvor sørgeligt dette endnu kan være at tænke på, så synes det dog ganske mærkeligt, at vore tab ikke var større, da fjenden havde ganske betydelige tab såvel af mandskab som på materiel. Om natten indløb der telegram om, at der var indtrådt våbenhvile. Eskadren satte kurs mod Kristianssand, hvor den 13.maj vore 15 døde kammerater begravedes og de hårdtsårede lagdes på hospital; af disse døde flere senere. Eskadren gik derpå til København for at reparere ved Orlogsværftet.

Fhv. Skibsfører HANS CHRISTIAN NIELSEN (80 år), f. d. 15 maj 1844 i Skaverup. Fader: Niels Johansen, Moder: Ane Margrethe Christoffersdatter.

Jeg var under krigen med "Niels Juel”, og min stilling om bord var halvbefaren, skibs-nr. 126; under ”Klart Skib” var jeg granatlanger. Hvad jeg særlig erindrer under slaget ved Helgoland, var den glæde, der blev, da vi så ”Schwarzenberg” brænde.

Fhv. Snedkermester CHRISTEN JOHAN THOMSEN (82 år) f. d. 4 /1 1842 i Koldby på Samsø af fattige Forældre. Fader: Johan Thomas Christensen, Moder: Karen Olesdatter.

Jeg aftjente min værnepligt i 2 gange. Først 1861 på ”Fredrik d. VI”, så jeg kan ikke gøre redelighed for mit skibs nr.; det forekommer mig, som jeg havde 595, men hvor det var, kan jeg ikke huske. Anden gang var i marts måned 1864 på "Niels Juel” efter at have arbejdet i nogen tid på Holmen i snedkerværkstedet. Jeg kom ombord for at skulle være fyrbøder, men jeg havde jo ikke før været fyrbøder, og der var en del ombord, som havde været det før og som havde meldt sig. Nu var jeg imidlertid kommet ombord og måtte så til at eksercere og endda ekstra, men det kom jeg let over. Jeg var kuns et par gange, så kunde jeg klare mig, medens de andre måtte blive ved. Vi patrollerede frem og tilbage i Nordsøen, og så jo ikke andet end himmel og hav med undtagelse af, at vi var et par gange i Norge, Arendal og Kristianssand. Vi ventede stadig på, at tyskerne måtte komme, at vi kunde komme i slag med dem. Vi tog jo af og til en prise, det var altid lidt afveksling. Den 8. maj blev der blæst ”Klart Skib”; der viste sig nemlig en stor fregat på vej imod os, men det var en engelsk. Der kom da mandskab ombord til os; men om chefen var med, ved jeg ikke. Det blev os da meddelt, at Østrigerne og Tyskerne lå i Cuxhaven, og vi kunde vente dem ud imod os i morgen. Det var da den 9. maj op på formiddagen ved 10 tiden, at vi kunne begynde at se dem. Der blev så blæst "Klart Skib”, og i dag var det alvor. Der kom så en mand med en pøs brændevin, hvoraf vi alle skulde have ¼ pægl. Jeg havde svært ved at få den ned, men det gik jo. Der blev så pebet ”Alle Mand på Dækket". Admiralen holdt da en lille tale til os sålydende: "Ja, børn I ser der de dampere, det er Østrigerne og Tyskerne, dem, der har plyndret og myrdet dem derhjemme. Men vær nu koldsindige børn, og gå bare roligt til værks, så skal vi hævne det på dem". Derefter et rungende Hurra og alle huerne blev svungne. "Stille! Stille! Børn" sagde han. "Tag det tilbage"! Det synes jeg nu ikke, han skulde have sagt, der blev så nedtrykt stemning i os. Vi måtte jo igen på vor post. Østrigerne begyndte at fyre, det første skud gik op gennem rigningen. Vi kunde endnu ikke beskyde ham, thi vores viser var på 2500 alen og vi vel nok 4 å 5000 alen fra ham. Det andet skud, som kom fra ham, tog det ene ben af Aspirant-Løjtnant Tramp, men så begyndte vi at skyde; der var da varskoet ”Fyr". Kaptajn Gottlieb, som var på Kommandobroen sammen med admiralen, råbte da. Fyr Manne! Fyr!" Så tog admiralen ordet og råbte: ”Giv Jer bare tid, børn! tag jeres sigte med ro; den sidste mand kan gøre lige så meget som alle de første!" Efter et par timers tid var jo ”Schwarzenberg” så tilredt, at han kunde ikke mere. Han havde jo næsten brand over hele skibet. Han havde da kun 2 kanoner, en for og en agter, som de kunde bruge, og foremærs brændte. Jeg var ved den forreste kanon på dækket, en 24 tommer granat, som, der blev sagt om, var den, der skød ild i foremærset, men derom kunde der jo være delte meninger. Måske var det - ham selv? Der blev nemlig sagt, at for rigtig at kunne gå fra hånden med skydningen mod os, havde de stablet en hel del granater op på dækket, og disse var indrettet således, at når de ramte, eksploderede de. Nu mentes det, at vore kugler havde ramt dem og at der derved var opstået en frygtelig eksplosion. De havde af døde og sårede i alt 170 og vi havde vel kuns nogle og tyve. Jeg var jo også såret, men var ikke meldt såret. Jeg fik to slag på højre side, et på hoften og et på låret, hvor der var slået hul, så blodet flød, hvorom end hoften holdt. Jeg vaskede jo selv blodet af, og i løbet af vel omkring en 14 dages tid var det ovre. Det værste var under affairen, at det andet mandskab var forsvundet, så jeg skulde både lade og bakse kanonen, som jo så gik for langsomt. Jeg fik da noget uvant mandskab, da han, når han rekylerede den kanon, skulde bringes op i bougporten igen, men det gik den dag alt for langsomt, så vi fik kun skudt endnu en gang derfra, så var han i skjul af Helgoland. Vi havde så travlt både dag og nat med at få alt i orden igen, idet vi ventede, at han vilde komme igen næste dag, men han havde jo fået nok den dag. 64 vore sårede kom da til Kristianssand, og ligeledes vore døde blev under stor højtidelighed begravede. Der var jo sendt en del kranse ombord, og vi var jo de fleste af os med til begravelsen. Da vi havde alt i orden, kom vi så hjem til København, så vidt jeg husker, var det lige til Pinsen. Vi passerede Helsingør om morgenen, hvor der allerede var en hel flotille ude at hilse på os, og da vi op på formiddagen kom til København, var hele Langelinie et mylder af mennesker. Kongen og hans stab var ombord og hilste os velkommen hjem. Vi fik lov at komme i land og blev modtaget af mængden med jubel, og blev af mange bedt med hjem. Alt var jo lys og glæde. Admiralen og kaptajnen tog så afsked med os, og "Niels Juels” kaptajn kom om bord på ”Dannebrog". Admiralen, der var en gammel mand, vel nok for at hvile ud. Men forinden han tog fra os, uddelte han nogle af Kongen modtagne Dannebrogskors med den til føjning, at det jo var dem som havde udvist mest tapperhed; så næste gang, så var det os. Vi fik da en Kaptajn Paludan ombord, en meget skikkelig mand i modsætning til Gottlieb, som kom fra os. Nu kort at beskrive hvad der skete efter freden var sluttet. Vi hentede vore landtropper hjem fra Frederikshavn og vore fangne hjem fra Travemünde. Vi var lige op til våbenhvilen og til fredsslutningen på Samsø, hvor der blev meddelt, der var gået 30 tyskere i land, men der var ingen. Vi var en 14 dage i Norge i Dok og hentede Panserskibet ”Danmark” hjem fra England. Hen i oktober blev vi så afmønstrede. Jeg var den sidste tid i maskinen, hvor der skulde være 4 mand, og der blev tilbudt mig plads, hvad jeg afslog. Det har jeg senere fortrudt, da jeg sikkert så havde undgået megen næringssorg, som har fulgt mig hele livet. Det havde jo været rart endnu en gang at samles med sine kammerater; men dertil er man nu nok bleven for gammel og svag, jeg er jo nu fyldt de 82 år. Jeg sender dem nu hermed nogle billeder af mig, på det ene er jeg 27 år, på det andet 45 år samt et litografi af vor Admiral. De kan da selv vælge.

OLE PETER TRONDHJEM (80 år), f. d. 26/8 1844 i Nyborg. Bromand og gammel Lidsen broder.

I slaget ved Helgoland var jeg med ”Niels Juel”, og under kampen blev jeg kommanderet af Løjtnant Irminger.